Hver gang der bliver solgt et æg, slagtet eller eksporteret et stykke fjerkræ, bliver der opkrævet en lille afgift. Den ryger ned i en fond under Landbrug & Fødevarer, som er landbrugets paraplyorganisation, og midlerne bliver brugt til udviklingsprojekter inden for fjerkræbranchen. Fonden lyder det lidet opmuntrende navn ‘Fjerkræafgiftsfonden’ men har et ganske opmuntrende sigte.
Branchens salg er således med til at finansiere dens egen udvikling, og den model har rødder helt tilbage fra de tidligste tider i andelsbevægelsen, da bønderne gik sammen om at bygge mejerier, slagterier og skabe fælles afsætning af deres produkter uden om den private handel.
En lang række formål kan støttes
Midler fra Fjerkræafgiftsfonden kan bruges til en lang række projekttyper. Det kan for eksempel være fremme af afsætningen af fjerkræprodukter, produktudvikling, rådgivning og uddannelse inden for sektoren, forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme og projekter inden for dyrevelfærd. Også ting som rådgivning og uddannelse kan der ydes støtte til, og det er et væsentligt område, fordi der hele tiden udvikles nye metoder inden for produktionen, som skal udbredes til hele producentleddet.
Derudover kan der ydes projektmidler til særlige indsatser, som skal være godkendte af fødevareministeren. Det kunne for eksempel være informationskampagner eller særlige forskningsprojekter, som ikke lige passer ned i nogle af de andre projektområder. Kan støtten ikke helt dække et projekt, kan man eventuelt supplere med et lån hos Simbo og dermed få gennemført tingene.
Modtagerne
Modtagerne af projektmidler er typisk brancheorganisationer inden for fjerkræområdet, foreninger, selvejende institutioner og forskellige offentlige institutioner. Bag de lidt brede ord gemmer sig producentforeninger, universiteterne, forskningsinstitutioner inden for landbrug og fødevarer og andre, som beskæftiger sig med forskning og udvikling inden for området. Vigtigt er, at de har den nødvendige kapacitet til at gennemføre de projekter, som de får midler til. Det er altså typisk ikke enkeltproducenter, der får støtte, men i stedet deres brancheforeninger, som har den nødvendige organisation til, at de kan løfte et større projekt.