Der produceres kyllinger som aldrig før i Danmark. Baggrunden for det er sammensat af flere aspekter.
For det første er kyllingekød populært på middagsbordene. Det er lyst kød, som de fleste kan lide, og det er hurtigt at tilberede. Man kan i dag købe kyllinger udskåret i forskellige stykker, og man kan som forbruger vælge det, der passer til hverdagen. Har man ikke tid eller mulighed for at stege en hel kylling, kan man for eksempel vælge at købe brystfileter, som hurtigt er klar til tallerkenen.
For det andet regnes kyllingekød som noget af det mest klimavenlige kød, der kan fås. Det skyldes, at der ikke bruges så meget vand ved produktionen af et kilo kyllingekød som for eksempel et kilo svine- eller oksekød, og kyllingerne omsætter også deres foder effektivt, sådan at der heller ikke skal bruges så meget foder pr. kilo kyllingekød som andre kødtyper.
Fra luksus til hverdagsmad
Tidligere var kyllinger en udpræget sæsonvare, som var søndagsmad i den korte sæson fra forsommer til september, som sæsonen varede. I dag produceres der kyllinger hele året, og produktionen er effektiv, så prisen er faldet. Derfor er kyllingekød i dag hverdagsmad, hvor det før var en luksusspise.
Forskningsprojekter
Der forskes meget i, hvordan man kan optimere produktionen af kyllinger. Det gælder både inden for dyrevelfærd, hvor man forsøger at udvikle staldsystemer, der i høj grad tager hensyn til dyrene naturlige adfærd, og inden for miljøet, hvor man prøver at reducere udledningen af ammoniak fra produktionen og mindske energiforbruget i staldene.
Vi har alle en forestilling om, at vi spiser kyllinger, som har gået ude i naturen og hygget sig, men virkeligheden er, at langt de fleste kyllinger produceres indendørs i store haller, selv om der naturligvis også foregår produktion af fritgående kyllinger i Danmark. For at dyrevelfærden er optimal og miljøet påvirkes mindst muligt arbejdes der hele tiden med at optimere produktionen uanset produktionsformen.