Med mindre man har sin egen lille hønsegård derhjemme i baghaven med en lille flok høns og kyllinger, så ved de fleste, at produktion af slagtekyllinger som oftest er noget, der foregår indendørs i store haller, hvor der går tusindvis af kyllinger. De er både genetisk styret til at vokse hurtigt og sætte masser af kød på bryst og lår, og får et foder, som fremmer denne vækst.
I nogle tilfælde giver det problemer med dyrevelfærden i besætningerne. Dyrene kommer til at gå tæt, nogle bliver meget store i forhold til deres bens bærevne, men i rigtig mange tilfælde går alt naturligvis fint og som det skal.
Et nyt projekt skal nu sætte fokus på at overvåge kyllingebesætningerne bedre, sådan at man kan styrke dyrevelfærden i staldene.
Ny teknologi til produktionen
Det er den danske virksomhed Scio+, som har fået en større donation fra en amerikansk fond. Donationen skal bruges til at udvikle nye typer af teknologi, som skal bruges til at overvåge kyllingestaldene for at registrere, hvordan det står fat med dyrevelfærden i dem.
Det nye udstyr, der udvikles, vil blandt andet kunne bruges til at se, hvordan kyllingerne går, hvor meget de bevæger sig i stalden, og hvordan de er i stand til at udleve deres naturlige adfærd. Hvis det hele lykkes efter hensigten, vil det give færre døde kyllinger, som må kasseres, og man regner også med, at man kan mindske brugen af antibiotika i staldene.
Fondsydelsen er givet som en del af et større projekt, der hedder ‘Smart Broiler’. Bag donationen står fonden Foundation for Food and Agriculture Research og den store fastfoodkæde McDonalds. Det sidste skal man ikke undre sig over, for McDonalds er en af verdens største enkeltaftagere af kyllingekød, både som rå råvare og som forarbejdede produkter. Koncernen er således kendt for at stille krav til producenterne, og dem skal dette projekt blandt andet gøre det lettere at leve op til.